Fred og idyl i Jylland
Det drejer sig mest af alt bare om at komme lidt væk fra hverdagen, koble af og nyde hinandens selskab. Glemme arbejde, stress og forpligtelser og genopdage hinanden. Kan man gøre det i flotte, hyggelige omgivelser, smide en formidabel kulinarisk oplevelse oveni og krydre med at lade vinden purre lidt op i håret under aftenens gåtur ved fjorden, så er det svært at komme i tanker om flere måder at opgradere oplevelsen på.
Og dette er præcis, hvad du kan få ved et besøg på Norsminde Kro, der af sine lungers fulde kraft hvisker ”hygge”. Cirka 20 km syd for Århus, stik øst for Skanderborg, helt ud til østkysten, ligger den lille Norsminde Fjord, og ved indgangen til den har man i tidernes morgen valgt at placere Norsminde Kro. Midt i alt, hvad Danmark har at byde på af fred og idyl. Idéelt.
Gavekort til luksus
På kroens hjemmeside er det muligt at se en introduktionsvideo, hvor kok og medejer Søren Pedersen forstår at præsentere stedet i et virkelig tiltalende lys. Der er ikke sparet på de rosende ord, som billederne til fulde bakker op, men tonen er alt andet end snobbet, og du får ikke fornemmelsen af, at der er dresscode krav om at have næsen højt i sky for at få adgang til restaurantens vinkælder.
Siden byder ligeledes på muligheden for at købe flere forskellige slags gavekort til kroophold på stedet alt efter hvilken prisklasse (og tilhørende luksusniveau), du er på udkig efter. Den helt store pakke er for to personer og indeholder eftermiddagste med sandwich, muffins og mousserende vin; vinsmagning; apperitif og snacks; 6 retters middag med tilhørende vinmenu; en overnatning i luksusværelse samt morgenbuffet dagen efter.
Prisen er ganske vist knap 4.100 kr., men du kan eventuelt skære 1.200 kr. af dette, hvis I fravælger vinmenuen, og så ser det pludselig helt overkommeligt ud. De billigste af løsningerne er Bed & Breakfast værelser, som koster 750 kr. for en overnatning for to personer – inklusiv morgenbuffet. Disse er umiddelbart kun tilgængeligt ved selve bookingen – måske en opfordring til ikke at være en fedterøv i en gavesituation?
De mange alternativer
Synes du, at Norsminde Kro alligevel er en tand for dyr, for langt væk, ikke langt nok væk eller andet, så anbefales siden www.kroer-i-danmark.dk til at finde et alternativ. Et register over ikke mindre end 264 kroer spredt ud over hele landet. De har en søgefunktion, der samler info fra alle kroerne, så det er relativt let at få et hurtigt overblik over dine muligheder for et givent tidspunkt. Der ud over kan du læse anmeldelser fra tidligere gæster, som har givet karakterer i en række kategorier som f.eks. Personale, Renlighed og Værdi for pengene.
Der er kroer nok derude i landet, så en friweekend med kæresten (eller fra kæresten for den sags skyld!) er ikke mere end et par klik væk. Et gavekort til en sådan friweekend vil også med garanti blive værdsat af dine forældre, som du nok engang står uden gaveidé til. Gode minder varer evigt.